Tid: 27. juli 2011
Sted: Himmerlands Golf og Country Club
Deltagere: Sekretariatsleder Kim Stadsvold og forvaltningschef Jens Chr. Olesen, Teknik og Miljø, Vesthimmerlands Kommune samt 50-60 medlemmer af grundejerforeningen
Baggrund: I forlængelse af den seneste generalforsamling, har grundejerforeningens bestyrelse og et nedsat ad hoc udvalg arbejdet med, hvordan vores dejlige områder i både Klyngen og Slangen udvikler sig mest hensigtsmæssigt.
Der har været afholdt et yderst konstruktivt møde med Teknik- og Miljøforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune, hvor den videre proces blev drøftet. Efter at have besigtiget området, var der enighed om, at en ny og mere tidssvarende lokalplan for området var at foretrække.
Tingene har virkelig udviklet sig gennem de sidste 30 år, og hele den nye opgradering af centerfaciliteterne og New Course stiller også nye krav og forventninger til området.
Men vi må også konstatere, at det er en uholdbar situation vi er i, hvor nogle søger om tilladelse til visse ændringer, men får afslag. Samtidigt er der andre, der foretager diverse tilbygninger/ændringer uden tilladelse og i strid med gældende lokalplan.
Det er i alles interesse at vi får tilpasset lokalplanen, så vi sikrer at udviklingen i området går i en ensartet og ønsket retning.
Dagsorden:
- Velkomst
- Orientering ved sekretariatsleder Kim Stadsvold fra Vesthimmerlands Kommune
- Dialog og indspil til den videre proces
- Eventuelt
- Afslutning
Referat:
Henrik Dalgaard fra ad hoc udvalget bød velkommen og orienterede om baggrunden for mødet, jfr. oven for.
Herefter orienterede Sekretariatsleder Kim Stadsvold, Teknik og Miljø om hovedretningslinjerne i den eksisterende lokalplan for området (lokalplan nr. 100).
Heri står om lokalens hovedformål:
”at bevare hovedkarakteren af de
eksisterende fritidshuse – A-huse –
gennem bestemmelser, der kan sikre
ensartethed og harmoni”
Lokalplanen indeholder desuden bestemmelser om:
- · opholdsperiode – sommerhusområde
- · grundlæggende placering og udvidelse
- · udhusene
- · det åbne
Hovedprincipperne bør fastholdes i en ny lokalplan, herunder det visuelle indtryk i området. Men der bør indarbejdes ændringer, som gør lokalplanen tidssvarende, herunder omkring bebyggelsesprocent, udhuse, terrasser m.v.
Til gengæld skal en ny lokalplan overholdes – der kan ikke forventes dispensationer.
Processen i forbindelse med udarbejdelse af en ny lokalplan indeholder:
• fordebat (mødet den 27.7. var opstarten herpå)
• udarbejdelse af forslag
• diverse høringer
• politisk beh. af forslag
• offentlig høring (min. 8 uger)
• behandling af bemærkninger
• politisk godkendelse
• offentliggørelse
Det må forventes at hele processen varer et års tid.
Hvis en ny lokalplan ikke bliver vedtaget, må det imødeses, at der skal ske lovliggørelser i henhold til den bestående plan.
Der henvises i øvrigt til vedlagte pp-præsentation, som Kim Stadsvold benyttede ved mødet.
Ad hoc udvalget lagde herefter op til en debat om, hvad der bør reguleres i en ny lokalplan. Debatten blev struktureret omkring nedenstående emner:
Husstørrelse: Det største hus i området er i dag på 11½ fag. Fremtidig max. grænse bør formentlig være på 12 fag.
Udhuse: Hvor store må de være fremover – og hvor mange pr. grund. Tagform (A-form) skal overholdes. Brandregler og afstand til skel skal iagttages. Der var enighed om, at de nye regler skal tillade større udhuse – evt. så store, at de kan rumme en golfbil. Der findes efterhånden mange private golfbiler i området. De er i dag parkeret ved siden af husene, hvilket ikke er specielt præsentabelt. Der var også forslag om, at et alternativ til opbevaring i udhusene kunne være én eller flere fælles garager i området.
Terrasser: Der bør i den nye lokalplan være regler om max højde på rækværk omkring terrasser, så det frie udsyn ikke hæmmes. Evt. også regler om max. antal m2.Terrasserne skal levne plads til klipning med de anvendte maskiner.
Beplantning i skel: Der bør kun være tale om levende hegn, Der bør ikke være krav om, at der skal plantes i skel – og heller ikke, at det i givet fald skal være i form af hække. Der bør evt. være regler om hvilke typer planter og træer, der er tilladt. Der bør evt. fastsættes en max. højde.
Vinduer: Der bør være regler om farver.
Tage: Bør være regler om hvilke materialer, der må anvendes og i hvilke farver.
Ad hoc udvalg: Der blev stillet forslag om, at udvalget suppleres med Svend Schrøder, som har stor erfaring med udarbejdelse af lokalplaner. Udvalget består herefter af:
Svend Schrøder
Henrik Dalgaard
Flemming Sørensen
Jens Sørensen
Afslutning: Henrik Damgaard takkede på udvalgets vegne for de mange konstruktive input. Udvalget vil herefter – i samarbejde med en repræsentant for Teknik og Miljøforvaltningen i Vesthimmerlands kommune – arbejde videre med processen med henblik på udarbejdelse af en ny lokalplan. Processen skal times med de ændringer i lokalplanen, som nødvendiggøres af det nye centerbyggeri.
Referent
Jens Sørensen.