Vedtægter for Grundejerforeningen Hole in One


§ 1 Navn
§ 2 Hjemsted
§ 3 Formål
§ 4 Medlemmerne og disses forhold til foreningen
§ 7 Generalforsamlingen
§ 12-20 Bestyrelsen

§ 1 Navn
Foreningens navn er »Hole in One«

§ 2 Hjemsted
Foreningens hjemsted er Farsø kommune.

§ 3 Formål
Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes nuværende og fremtidige fælles interesser af enhver art i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme, herunder at indgå aftaler med Himmerlands Golf & Country Club A/S om anlæg og drift af golfbane på de i lokalplan nr. 100 fra Farsø kommune til golfbane udlagte arealer.

Grundejerforeningen skal endvidere forestå drift og vedligeholdelse og eventuelle forbedringer af fællesområder, som er udlagt inden for det eller de områder hvor parcelejerne er medlemmer af grundejerforeningen, og som er eller bliver tilskødet grundejerforeningen, og i øvrigt i overensstemmelse med den for området gældende lokalplan.

Grundejerforeningen kan efter beslutning derom med 2/3 majoritet på en generalforsamling overtage sådanne renholdelses- eller vedligeholdelsesarbejder på veje og stier inden for det af foreningen omfattede område, som påhviler eller måtte blive pålagt foreningens enkelte medlemmer som parcelejere.

Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til realisering af foreningens formål, herunder fastsætte nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale bidrag, samt til med Farsø kommune at underskrive og lade tinglyse deklarationer med eller uden pant.

De af foreningen til gennemførelse af nævnte foreningsformål trufne bestemmelser er fuldt bindende for de enkelte medlemmer. Foreningen er pligtig efter påkrav at tage skøde på fælles arealer m.v. med derpå værende anlæg.

Foreningens bestyrelse skal være berettiget til at udfærdige et ordensreglement. Ordensreglementet, der skal vedtages af en generalforsamling med 2/3 majoritet, træder l kraft fra det tidspunkt, det er udsendt til medlemmerne.

§ 4
Medlemmerne og disses forhold til foreningen
Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af grunde inden for det af lokalplan nr. 100 omfattede område, og som ved lokalplan er pålagt pligt til medlemskab af en grundejerforening.

§ 5
Når et medlem overdrager sin parcel eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er han fra overtagelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue.

Den nye ejer Indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser over for foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer over for foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne.

Både den tidligere og den nye ejer er pligtige at anmelde ejerskiftet til foreningen ved dennes kasserer og i forbindelse her med, oplyse foreningen om den nye ejers navn og bopæl samt parcellens parcelnummer og matrikel nummer.

§ 6
Foreningens medlemmer hæfter i forhold til tredjemand ikke solidarisk for foreningens forpligtelser. I forholdet til foreningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også skal gælde for tab som foreningen har på enkelte medlemmer. Hvert medlem betaler for hver parcel, han ejer, et årligt kontingent til foreningen, der erlægges senest 31. maj. Det årlige kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling.
Er et medlem i mere end 1 måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet anbefalet påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen.
Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale et administrationstillæg for restancen, svarende til 1/4 af årskontingentet. Et medlem, der er i kontingentrestance, er ikke valgbar som bestyrelsesmedlem eller revisor.

§ 7 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

§ 8
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i påsken på selskabets hjemstedsadresse.
Den indkaldes af bestyrelsen med 2 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til hvert medlem under den i medlemsprotokollen anførte adresse.
Det påhviler hvert enkelt medlem i egen interesse at holde foreningen underrettet om enhver adresseforandring.
Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hverenkelt medlem samtidig med indkaldelsen.
Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse.
Sager der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.

På hver ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:

Valg af dirigent.

Bestyrelsens beretning om det forløbne år.

Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisor(er).

Rettidigt Indkomne forslag.

Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent.

Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer og 3 suppleanter.
Formand
Kasserer
Sekretær
Suppleanter

Valg af revisor.

Fastsættelse af honorar til bestyrelsen.

Fastsættelse af honorar til revisor.

Eventuelt.
Under eventuelt kan der ikke sættes forslag til afstemning.

§ 9
Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte, som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst 1/4 af foreningens medlemmer - der ikke er i restance til foreningen - til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelse af dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling.
Når sådan en begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamling afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse.

Afholdes ekstraordinær generalforsamling på grund af manglende fremmøde på tidligere afholdt ordinær generalforsamling, er almindelig flertalsbeslutning gældende. Ved manglende fremmøde forstås under halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer. Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.

§ 10
Generalforsamlingen, såvel den ordinære som den ekstraordinære, vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen.
Hvert medlem har 1 stemme for hver parcel, han ejer.
Afstemningen sker ved håndsoprækning, med mindre generalforsamlingen eller dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig.
Stemmeafgivning kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end 1 fuldmagt.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpel majoritet, jfr. dog §§ 3, 4, 11 og 18. Ved simpel og 2/3 majoritet forstås hhv. almindeligt flertal og 2/3 flertal af de på en generalforsamling fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.

§ 11
Til vedtagelse på en generalforsamling af beslutninger, der går ud på anvendelse af fællesarealer, forandringer af foreningens vedtægter, ordensreglement, bevilling af midler ud over det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side og optagelse af lån, kræves at beslutningen vedtages med mindst 2/3 majoritet.

Bestemmelsen om, at medlemmerne ikke hæfter solidarisk over for trediemand, kan kun ændres ved enstemmighed hos samtlige medlemmer i hvert enkelt tilfælde.

Når der på en generalforsamling er truffet gyldig bestemmelse om bevilling af midler ud over det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.

§ 12 Bestyrelse
Bestyrelsen består af 3 medlemmer, der alle vælges direkte af generalforsamlingen. Bestyrelsen samt suppleanterne vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen har ret til at ansætte lønnet bistand, der ikke behøver at være medlem af foreningen.
Dersom et bestyrelsesmedlem udtræder i årets løb, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

§ 13
Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed - herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg - og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen er berettiget til at ansætte og bestemme aflønningen m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af eventuelle fælles anlæg.

Der afholdes møde, så ofte formanden eller to medlemmer finder det nødvendigt. Over det under forhandlingerne passerede føres en protokol, der skal fremlægges og godkendes af bestyrelsen på det næstfølgende bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når alle 3 medlemmer giver møde.

§ 14
Foreningen tegnes over for tredjemand af 2 bestyrelsesmedlemmer.

§ 15 Revisor og regnskab
Generalforsamlingen vælger blandt foreningens medlemmer 1 revisor, der, så vidt det er muligt, skal være enten registreret eller statsautoriseret revisor.
Revisor skal, så ofte han skønner det nødvendigt, gennemgå foreningens regnskab såvel talmæssigt som kritisk og indføre sine bemærkninger i en revisionsprotokol, der efter hver indførsel forelægges bestyrelsen til underskrift.
Revisor er berettiget til at foretage kasseeftersyn i det omfang, han finder det fornødent.

§ 16
Foreningens regnskabsår er kalenderåret, første regnskabsår dog fra foreningens stiftelse og indtil 31/12 1979. Foreningens årsregnskab skal tilstilles revisor til revision så betids, at dette - forsynet med revisors påtegning - kan være medlemmerne i hænde samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen.

§ 17
Bestyrelsen træffer beslutning om regnskabsføringens tilrettelæggelse samt fastlægger en betryggende forretningsgang omkring adgangen til at disponere over foreningens midler.

§ 18
Fremkommer der spørgsmål, hvorom disse love intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling.

I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 19
Ingen vedtægtsbestemmelse må være i strid med tinglyste deklarationer, lokalplan eller nogen kommunal vedtægt.


§ 20
Samtlige udgifter i forbindelse med foreningens stiftelse betales af foreningen. Ovenstående vedtægter skal forelægges Farsø kommune til godkendelse.
Således vedtaget på den konstituerende generalforsamling den 29. juni 1979 med ændringer, som vedtaget på den ordinære generalforsamling den 15. april 1981.

Aalborg, den 15. april 1981.
For FLEXPLAN GOLFBYG A/S

I bestyrelsen: Jørgen Olsen - Svend Kristensen - Erik Overgaard

Nærværende vedtægt med diverse rettelser, i forhold til vedtægten, vedtaget på den konstltuerende generalforsamling den 29. juni 1979, er vedtaget på generalforsamlingen den 15. april 1981, men endnu ikke godkendt af Farsø kommune.

Godkendt 12. maj 1981
E.Rabøl Jørgensen, borgmester. Farsø.


Layout - Webitall